TI arbejdsgrupper
Her kan du læse mere om TI’s arbejdsgrupper og deres ansvarsområder.
Opdateret: 03.07.2026TI Styregruppen har rollen som TIs forretningsudvalg på områder, der vedrører det praktiske samarbejde i arbejdsgrupperne. TI Styregruppen står for koordinering af TIs stillingtagen til regulatoriske forhold på bestyrelsens vegne. TI styregruppen har ansvaret for koordinering af det branchepolitiske samarbejde og det udadvendte politiske arbejde.
Mediegruppen har ansvaret for løbende at overvåge presse og medier med henblik på at vurdere mulighederne for at fremme TI’s dagsorden og strategi. Mediegruppen koordinerer TI’s presseaktiviteter. Læs Mediegruppens kommissorium her: Mediegruppen
Netneutralitetsgruppen har ansvaret for at håndtere spørgsmål om netneutralitet og i nødvendigt omfang fungere som TI’s koordinationsgruppe i forhold til Netneutralitetsforum.
Sikkerhedsgruppen beskæftiger sig med cybersikkerhed og telebranchens sektorspecifikke aktiviteter vedr. sikkerhed og fysisk sikkerhed i telenettene. Gruppen koordinerer TI’s indspil og dialog med myndigheder på dette område.
Privacy og AI-arbejdsgruppen understøtter selskabernes aktiviteter for beskyttelse af persondata, juridiske spørgsmål ift. AI, udvikling af best practice og dialog med myndighederne.
ISP-ansvarsgruppen arbejder med spørgsmål om tele- og internetudbyderes pligt at gennemføre konkrete handlinger med henblik på at beskytte 3. parts rettigheder. Gruppen behandler de politiske juridiske og tekniske aspekter heraf. Læs kommissoriet for ISP-ansvarsgruppen her: ISP-Ansvarsgruppen
Mastegruppen har til formål at drøfte forhold i relation til etablering og drift af antennepositioner på master til telekommunikation og andre høje konstruktioner, herunder udarbejde standardaftaler, med henblik på at sikre en optimal fællesudnyttelse. Læs Mastegruppens kommissorium her: Mastegruppen
Rejseholdet er en undergruppe nedsat af TI’s Mastegruppe. “Rejseholdet” har til formål gennem en fælles og enig optræden at være i dialog med kommuner eller andre myndigheder med henblik på at opnå en fælles forståelse og for at forbedre mulighederne for drift og udbygning af de mobile net og andre radiokommunikationsnet. Gruppen fungerer som kontaktflade mellem selskaberne for drøftelse og løsning af fælles problemstillinger på antenne- og masteområdet. Læs kommissoriet for TI’s “Rejsehold” her: Rejseholdet.
Teledatagruppen deltager aktivt i arbejdet med revision af reglerne om logning og udlevering af teledata for at sikre efterlevelse af afgørelserne fra EU-domstolen og minimere telebranchens byrder og omkostninger, herunder give juridisk og teknisk input til ny lovgivning på området. Læs Teledatagruppens kommissorium her: Teledatagruppen
Politigruppen varetager TI’s opgaver i forbindelse med det løbende samarbejde med politiet vedr. udlevering af teledata til politiet og indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder TI’s forberedelse af og deltagelse i Rigspolitiets Telebrancheforum.
Porteringsgruppen (NPA gruppen) har til formål er at sikre, at samarbejdet mellem teleoperatørerne vedrørende nummerportabilitet fungerer optimalt og i overensstemmelse med telelovens bestemmelser. Gruppen vil bestræbe sig på at opnå bedst mulige porteringsløsninger til gavn for danske slutbrugere ud fra de givne tekniske og processuelle rammer og en optimal udnyttelse af den danske nummerplan. Læs kommissoriet for NPA-gruppen her: NPA-gruppen
Slutbrugergruppen har til formål at drøfte og bearbejde sager i relation til slutbrugerforhold, herunder forsyningspligt. Høringer over ny eller ændret slutbrugerreguleringsforhold, herunder udarbejde udkast til høringssvar og deltage i møder med myndighederne. Behandler øvrige myndighedsinitiativer om slutbrugerforhold. Udarbejder brancheaftaler, som har relation til håndtering af slutbrugerforhold, herunder brancheaftaler om NP, SBBU og markedsføring af bredbånd. Slutbrugergruppen fungerer desuden som følgegruppe til Teleankenævnet og varetager herunder forberedelse af TI-fælles holdning til nye klagetemaer på slutbrugerområdet. Læs kommissoriet her: Slutbrugergruppen
SBBU-arbejdsgruppen arbejder med at tilpasse og opdatere procedurer og rammer (Rules & Procedure) for de praktiske forhold og driften ift. brancheaftalen om Skift af Bredbåndsudbyder (SBBU).
Indholds- og Betalingsgruppen har til formål at drøfte forhold i relation til operatørernes interesser inden for mobile indholdstjenester og betalingsformidling. Gruppen har bl.a.: 1) ansvaret for selvreguleringen af dette dynamiske markedsområde og herunder, at indholdet i Rammeaftale for mobile indholds- og betalingstjenester [dk] er optimeret i forhold til udfordringer fra markedet under hensyntagen til forbrugerbeskyttelse og øvrige involverede parter. 2) Gruppen samarbejder med tilsynsmyndigheder og andre parter med relevans for området. 3) Læs mere om brancheaftalen for mobile indholdstjenester på Rammeaftalen.dk.
Læs kommissoriet her: Indholds- og Betalingsgruppen
RoW-gruppen (gravegruppen) har til formål at drøfte og søge indflydelse på de regler og gravevilkår, som myndigheder og ejere af offentlige trafikarealer pålægger ledningsejere ved etablering og drift af kabelanlæg til kommunikationsnet. RoW-gruppen har endvidere til formål at føre dialog med myndighederne for at fremme, at etablering og drift af kabelanlæg i hensigtsmæssigt omfang indarbejdes i offentlig regulering og forvaltningsmæssig praksis. Endvidere koordinerer RoW-gruppen rammerne for samgravning mellem TI´s medlemmer. Læs kommissoriet her: RoW-gruppen
Frekvenspolitisk-gruppe har til formål at drøfte forhold af fælles interesse på de frekvenspolitiske og frekvensadministrative områder. I den sammenhæng er gruppen særligt møntet på at følge og påvirke den regulatoriske udvikling på området, og vil derfor, når det findes relevant, føre dialog med myndigheder i Danmark og i EU. Læs kommissoriet her: Frekvenspolitisk-gruppe
EU-arbejdsgruppen. Regulering af telesektoren er i stigende grad et europæisk anliggende, ikke mindst med Europæiske Kodeks for Elektronisk Kommunikation og de europæiske co-regulatorers tiltagende reguleringsbehov på det digitale område. EU-arbejdsgruppen arbejder på at søge fælles branchepositioner på emner, som er relevante for den danske telebranches rammevilkår og udvikling. Læs kommissoriet her: EU-arbejdsgruppen
EMF-gruppen arbejder med at sikre, at mobilselskaberne udbygger mobilnet sikkert og overholder gældende grænseværdier. Det er endvidere gruppens opgave at koordinere indsats for at sikre gennemsigtighed, dokumentation (målinger) og tilstrækkelig information til myndigheder og borgere om mobilselskabernes aktiviteter og procedurer for at sikre, at udbygningen sker sikkert.
Fraud/spoofing. Gruppen arbejder for at styrke den fælles brancheindsats mod fraud (fup-opkald, smishing, SPAM/Spoofing), herunder styrke samarbejdet med Finanssektoren, Digitaliseringsstyrelsen, Styrelsen for Samfundssikkerhed og Forbrugerrådet TÆNK for i muligt omfang at forbedre beskyttelsen mod svindelkald, SMS SPAM, spoofing samt voice spoofing.
SMS Aggregator Working Group. The objective of the working group is to promote trust and security in A2P SMS service and minimize fraudulent SMS traffic to consumers.
AD HOC ARBEJDSGRUPPER
Tjek-dit-net teknisk gruppe. Fremtidige tekniske rammer for beregning af dækning i Tjek-dit-net. Arbejde for opdatering af model for indberetning af data til tjekditnet, som afspejler 5G og brugen af nye frekvenser.