Skift af bredbåndsudbyder – SBBU

Opdateret: 08.07.2026

Skift af bredbåndsudbyder (SBBU). Hvis du som bredbåndskunde hos et teleselskab ønsker at skifte udbyder (teleselskab), har du mulighed for at bede din nye udbyder koordinere skiftet fra din nuværende udbyder til den nye udbyder. Du kan således give den nye bredbåndsudbyder en fuldmagt til at ordne alle de praktiske forhold i forbindelse med skiftet, herunder aftale oprettelsesdato for det nye abonnement og opsigelse af det eksisterende abonnement. Processen svarer nogenlunde til processen ved skift af mobilselskab.

Den nye udbyder påtager sig at informere dig som kunde om proces og konsekvenser ved et udbyderskifte. Reglerne betyder også, at den eksisterende udbyder ikke må forsinke skifteprocessen.

Reglerne er fastlagt i ”Bekendtgørelse om oplysningskrav ved udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester”, nærmere bestemt §§ 4-8, og det er derfor ikke bare en mulighed, men også en ret, du har som kunde.

Du kan læse mere om mulighederne for skift af bredbåndsudbyder her: Bekendtgørelse om oplysningskrav og i Digitaliseringstyrelsens vejledning (side 18-22).

Brancheaftale om SBBU. Teleindustrien har udarbejdet en brancheaftale, som fastlægger de nærmere rammer og vilkår for processen. Derved er der skabt ensartede procedurer og rammer for, at skiftet til den nye bredbåndsudbyder bliver så smidigt som muligt.

Brancheaftalen gælder for de bredbåndsselskaber, der har tiltrådt aftalen.

Den opdaterede liste over, hvilke selskaber der har tilsluttet sig brancheaftalen, kan findes her.